søndag den 9. juli 2017

Ferie, ferie!

Solen skinner, og endelig, endelig har vi ferie! Eller ... manden i huset er på arbejde hele dagen i dag, men børnene og jeg er hjemme, og i morgen går turen til Sverige. Egentlig ville vi gerne have besøgt gode venner i Spanien, men det kunne ikke lade sig gøre i denne omgang, og vi var så småt begyndt at indstille os på at være hjemme hele sommeren, da en kollega tilbød mig, at vi kunne låne hendes families hus i Sverige. Hvilket held i uheld! Så kommer vi alligevel afsted, selvom destinationen så bliver en ganske anden, og vi ikke får set vennerne under de sydligere himmelstrøg i denne sommer.
   Huset summer af feriestemning, og dagen i går brugte vi på at gøre huset hovedrent og pakke tøj til ferien. Jeg elsker at komme hjem til et rent hus, når jeg har været væk, så derfor er aktivitetsniveauet højt i disse dage. Fx gjorde jeg køleskabet grundigt rent i går, ligesom jeg også afrimede fryser (og i den anledning fik vi spist en masse is ...), og i dag er planen at give ovnen en hovedrengøring. I morgen tidlig skifter jeg sengetøj, inden vi kører afsted, men så er vi også klar til afgang. 
   Ja, nogen synes måske, at det er lidt fjollet sådan at gøre hovedrent lige før, man skal på ferie, men herhjemme giver det god mening. Det er så skønt at tage afsted og vide, at man ikke senere skal vende hjem til gammel opvask og enorme bunker af snavsetøj (vi skal nok sørge for at fylde vaskemaskinen, når vi kommer hjem alligevel), og vel hjemme igen så nyder børnene bare at kunne komme hen til deres sager med det samme, uden at de først skal lede efter dem. 
   Vores ferie går denne gang til Skåne og Småland, og i den sidste uges tid har vi læst Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter, ligesom vi også har planer om at få genlæst bøgerne om Pippi Langstrømpe i løbet af ferien. Vi har nemlig tænkt os at tage til Vimmerby og besøge Astrid Lindgrens Verden en af dagene, og så må vi jo hellere have en masse af barndommens helte i frisk erindring. Vi glæder os til vores ferie, og det er ganske uvant for os, at både manden i huset og jeg har ferie på samme tid (i hele tre uger), så dét skal vi nyde. Børnene får besøg af to legekammerater i eftermiddag, og jeg skal kun lave få praktiske ting i dag, men så er vi også klar til at tage på ferie i morgen. Det er tiltrængt, og vi glæder os. Hvad skal I lave i ferien?

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...