søndag den 6. marts 2016

Gardiner i lange baner

IKEA-gardinet i stuen.
Så fik jeg endelig taget hul på Projekt sy gardiner til børneværelserne ... Faktisk var det oplængningen af nogle gardiner fra IKEA, der blev det startskud, der skulle til, for at jeg selv kom igang med at sy. For et par uger siden gik vi nemlig igang med at male stuen, og midt i en travl hverdag kunne jeg ikke lige se mig selv bruge tid på at sy gardiner også, selvom vi malede i en weekend, så jeg bedyrede over for kæresten, at nye gardiner først ville blive en anden gang, men der tog jeg fejl. Helt fejl ...
   Væggene fik en omgang varm hvid lige som før, men karme og paneler blev grå i stedet for sorte, og ih, hvor er det altså en skøn forandring! Den har jeg drømt om i årevis. Selvom vi i vores maleweekend kun nåede den ene halvdel af stuen og stadig mangler af få loftslisterne sat op, blev jeg alligevel så begejstret, at det lykkedes mig at hive hele familien med i IKEA (og jeg går ellers sjældent frivilligt i IKEA), hvor vi købte den nemme løsning med færdige gardiner, som man selv skal lægge op, men resultatet blev alligevel ganske fint, og det gav inspiration til at sy gardiner til børneværelserne.
Sønnens gardiner med brandbiler på.
Gardinstoffet købte vi hos www.stofkiosken.dk, og sønnen på fem år valgte hvidt stof med brandbiler på, mens datteren på to år ønskede sig alle de gardinstoffer, hun fik øje på. Resultatet blev derfor, at faren valgte stoffet, der dog blev godkendt af datteren. Valget faldt på noget lyserødt stof med Minnie Mouse, Andersine og Nora Malkeko, da datteren har en lyserød taske med Minnie Mouse, som hun er særligt glad for.
   Desværre er kvaliteten af billederne med gardinstoffet ikke særlig god, men gardinerne blev altså rigtig fine, og børnene er så glade, så glade for dem. Ja, det er forældrene nu også. Det pynter nemlig på begge børneværelser med de nye gardiner.
Jeg ved ikke, hvor langtidsholdbare gardinerne er i forhold til valg af motiv på stoffet, for jeg ved jo ikke, hvornår børnene får andre interesser, og dermed ikke længere vil have gardinerne hængende, men når det sker, må vi jo tage den derfra og finde en anden løsning. Gardinerne er syet i tyndt bomuldsstof, og formålet er, at de skal pynte på værelserne, og at de skal kunne skygge for solen, så man stadig kan se noget, når man leger på værelset i dagtimerne. Om natten er de ikke gode nok, men det gør ikke noget, for vi sover alligevel alle fire i et andet rum, og det bliver vi nok ved med længe endnu. En dag køber vi nogle hvide mørklægningsrullegardiner til børneværelserne, så de er klar til, når børnene vælger at sove der. Vi har mørklægningsrullegardiner i soveværelset, og det er helt fantastisk, når man helst vil sove i mørke. Mørklægningsrullegardiner kan i øvrigt varmt anbefales!
Datterens gardiner med Minnie Mouse på.
Jeg har stadig et IKEA-gardin liggende, som skal lægges op, men det må lige vente, til vi har fået malet den anden halvdel af stuen. Vi troede jo ganske naivt og optimistisk, at vi kunne få malet vores stue i løbet af to på hinanden følgende weekender, men så blev vi lige ramt af sygdom, så vi venter tålmodigt, til vi har mulighed for en ny weekend uden sygdom, arbejde eller aftaler i kalenderen. Vi ser alle frem til at få tingene på plads igen, for lige nu har stuemøblerne fået en midlertidig placering, som forhåbentlig ikke kommer til at vare for længe.
   I en pose oppe på loftet har jeg noget gardinstof liggende, som skal bruges til soveværelset. Vi købte det på en ferie i Lübeck sidst, jeg ventede mig, og nu er datteren snart to et halvt(!), så det er vist ved at være på tide, at jeg får syet de gardiner ... Nå, men nu har jeg de gode arbejdsrutiner i frisk erindring, så når stuen lige er blevet malet færdig, loftslisterne er kommet op, en gardinstang og de tilhørende -ringe er blevet vasket, og stuegardinerne er syet og hængt op, gælder det de nye gardiner til soveværelset. Så vidt jeg husker, er der også stof nok til, at jeg kan sy et par puder af det samme stof. Det glæder jeg mig faktisk lidt til.

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...