søndag den 9. marts 2014

For 25 kr blandet ...

For 25 kr blandet ...
"Fyld posen for 25 kr" stod der på et skilt, da jeg var på biblioteket forleden, så selvfølgelig skulle jeg lige kigge lidt i stakkene med bøger til salg.
    Jeg var godt klar over, at jeg hverken ville kunne finde noder, bøger af fx Karen Blixen eller litteraturhistorie blandt de bøger, der enten skulle kasseres eller sælges, så jeg havde ingen forventninger om at finde noget af interesse, men jeg blev heldigvis glædeligt overrasket.
   Det viste sig nemlig, at jeg ret hurtigt fandt 15 bøger, som måske kunne få min interesse på et tidspunkt, så jeg slap 25 kroner og tog glad hjem med min fyldte bogpose. 
   Hjemme blev dagens bytte taget godt imod af både søn og kæreste, og de gik straks igang med at bygge en brandbil (se forsiden af bog nummer to, øverst til venstre i billedet). Den er stadig under konstruktion, men ih, hvor har de to hygget sig meget med det! Også bogen om gravemaskiner var et stort hit med det samme, og i dag var sønnen grebet af at kigge i bogen om, hvordan man laver dyremasker, og han jublede, når han så en giraf-, en tiger- og en abemaske osv. Det var skønt at opleve, og vi skal helt sikkert kigge mere i alle de 'nye, gamle' bøger.
   Det er mestendels bøger, som jeg ikke selv ville finde på at opsøge på et bibliotek, så jeg synes virkelig, at jeg har været heldig med mit bogkøb, og skulle der være en enkelt bog eller to, vi ikke kan bruge alligevel, vil en anden sikkert være glad for at overtage. Jeg glæder mig over de fine bøger, vi har fået til næsten ingen penge, og så glæder jeg mig allerede, til næste gang der bliver solgt ud af frasorterede bøger på biblioteket. Så skal jeg nemlig hen at kigge ...

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...