mandag den 2. december 2013

"Det' sørme, det' sandt, december ..."

Så står der december i kalenderen, solen skinner, og det er koldt udenfor, så man skal huske hue og handsker, når man er ude. Det er rart at gå ude i dag, selvom det er koldt. Jeg glæder mig over, at solen skinner, selvom det er den tid på året, hvor mange er begyndt at drømme om sne og hvid jul. 
   I november fik jeg syet en hel del babybukser og -leggings (flere end jeg fik vist på bloggen) inspireret af "Sy til din baby"-temaet i Blogland, og jeg fik også klippet stof ud til tøj, jeg endnu ikke har nået at sy. Fx ligger der lige nu en halvfærdig bluse i str. 68 ved siden af symaskinen, som bare venter på, at jeg kan se mit snit til at få den syet færdig. Tid til syning har der ikke været meget af i november for mit vedkommende, men jeg er blevet vældig inspireret af de mange fine indlæg med syet babytøj rundt omkring i Blogland, og det kan jeg leve højt på længe. Så må tøjet blive syet hen ad vejen.
Tre julehjerter af filt.
   For år tilbage flettede jeg nogle julehjerter af filt. De kommer op - enten på juletræet eller rundt omkring i huset - hvert år, og ind i mellem kommer der flere hjerter - eller andre stykker julepynt - til. I år er det vist julepynt med glanspapir, karton og alverdens forhåndenværende materialer, jeg skal lave sammen med sønnen. Måske vil jeg også finde noget filt frem og så klippe ud til et par julehjerter, som sønnen og jeg skal prøve at flette sammen. Fordelen ved filt er jo, at det ikke knækker, hvis de små fingre ikke har helt nemt ved at flette med det samme.
   Uanset hvordan det går med fletteriet, er det dog helt sikkert et hit hos sønnen, hvis han kan sidde med nogle Hamaperler og lave julepynt af dem, og jeg er også ret sikker på, at vi sagtens kan få en bil af Hamaperler til at se julet ud, hvis det er en bil, han allerhelst vil lave. 
   Men inden vi selv er kreative med at lave julepynt, skal vi have hentet Den Store Kasse Med Julepynt oppe på loftet, og så skal vi have pyntet op til jul. Vi nåede det nemlig ikke i går, og så må vi jo gøre det i dag. 
   Glædelig december til alle!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...