onsdag den 31. juli 2013

Garn, stof og tråd

Jeg drømmer om en dag at få katalogiseret alle mine noder. Især alt mit undervisningsmateriale, og indimellem får jeg faktisk gjort noget ved det, men det er et projekt, der kommer til at tage meget lang tid, for jeg har virkelig enorme mængder af noder. Min inspirationskilde er en veninde og kollega, der er igang med at katalogisere alle sine noder i et databaseprogram, hun har købt specielt mhp. at få styr på nodesamlingen, men foreløbig er jeg slet ikke kommet så langt, som hun er.
   Jeg har mine nodehæfter stående i bogreoler og i tidsskriftskassetter, partiturer står i reolen, og løsblade ligger i stakke eller er sat ind i mapper. Mine egne arrangementer ligger som filer på computeren, og det lyder fint og ordentligt, når jeg remser det op, men faktisk har jeg også nogle store stakke, hvor noderne er placeret midlertidigt, fordi jeg ikke lige fik dem på plads efter brug, eller fordi det er noder, som jeg pt. er igang med at øve på og arbejde med. Stille og roligt får jeg styr på nodesamlingen, og det gør ikke noget, at det tager lang tid, for jeg kan nemlig godt finde mine noder, selvom nogle af dem endnu kun har fået en midlertidig plads. Det er dog mest for at spare tid i det lange løb, at jeg gerne vil have styr på, hvilke noder der er hvor. Noget helt andet er mine lagre af garn, stof og sytråd.
For noget tid siden besluttede jeg nemlig, at jeg ikke måtte købe mere garn eller stof, før jeg har brugt (det meste af) det, jeg har. (At jeg så var heldig i sidste uge at få noget stof forærende af min kæreste, er en anden sag ...) 
   Men for at kunne overholde mit projekt med ikke at købe nyt, før det gamle er brugt, måtte jeg skabe mig et overblik over, hvad jeg egentlig har i gemmerne. Altså fotograferede jeg alt (!) mit garn og stof - og faktisk også alle mine ruller sytråd - og oprettede tre mapper på computeren. En for hvert emne. I hver mappe ligger der så billeder af de mange nøgler garn, stykker stof og ruller tråd. Hvert billede er navngivet med en kategori. Ovenstående billede har jeg fx kaldt: "Strømpegarn", og den opmærksomme bloglæser vil se, at jeg har tegnet et kryds hen over det ene nøgle garn. Det gjorde jeg nemlig, da jeg havde strikket et par strømper af det, for så var det jo ikke længere en del af mit garnlager. Nogle gange tegner jeg derfor et kryds over et element, der ikke længere findes i den viste kategori, og andre gange tager jeg et helt nyt billede.  
Billeder af stof bliver bare slettet, hvis jeg har brugt alt stoffet, for jeg har kun ét stykke stof på hvert billede. På længere sigt er det planen, at navnet på hvert enkelt stofbillede også skal indeholde, hvilken stofmængde der er. Billedet af det gule t-shirtstof med giraffer på har jeg i øvrigt kategoriseret under strækstof, og så har jeg navngivet billedet: "Gult t-shirtstof med giraffer".
Da jeg er så heldig, at jeg også ejer en overlockmaskine, er jeg begyndt at købe fem ruller tråd, når jeg falder over et tilbud på sytråd. Fire ruller til overlockeren og en rulle til symaskinen. Nogle gange køber jeg også de store ruller tråd, der er lavet lige netop mhp. at skulle sættes på en overlocker, men farveudvalget er størst ved de mindre ruller, så det er dem, jeg har flest af. Det viste billede af sytråd har jeg kaldt: "5 brændt orange, 5 rød og 5 marineblå", selvom jeg jo egentlig godt selv kan se, hvor mange ruller af hver farve, der er. Det er helt nye ruller, så de er på et billede for sig. Pt. er jeg ikke færdig med mit kartotek over sytråd, og der kommer også til at være nogle "hulter-til-bulter-billeder", når jeg når længere hen i processen med at skabe overblik, for gennem årene har jeg samlet rigtig mange forsk. farver tråd sammen, hvoraf jeg har brugt noget af det meste. 
   Det føles godt at få et overblik over håndarbejdsmaterialerne (og noderne), og det burde være en fordel for mig næste gang, jeg står i en stofbutik og overvejer, om jeg skal købe tråd, for hvis billederne af sytråden ligger inden for rækkevidde (fx på mobiltelefonen), kan jeg jo lynhurtigt se, om jeg har brug for at købe en ny farve tråd eller ej. 
   Jeg er spændt på, om jeg husker at opdatere mine filer, men foreløbig har jeg fået et godt overblik over min beholdning af garn, stof og tråd, og alene dét er oprettelsen af filerne værd. 
   Mine garnnøgler opbevarer jeg i kurve og kasser, der hver kun indeholder én kategori af garn. Stoffet har ligget og rodet i store bunker rigtig længe, men det ligger nu i kasser, der også er inddelt i kategorier, men sytråden derimod ... - den har jeg stadig ikke fundet et godt system til. Min sytråd opbevares i små kasser, men jeg får lynhurtigt lavet rod i kasserne, fordi der enten er for få kasser, eller fordi jeg ikke lige får besluttet, hvor de forsk. farver tråd egentlig hører til. Jeg overvejer derfor at slå nogle søm i et bræt, hænge det op på væggen og hænge en spole med undertråd op på hvert søm. Alternativt kunne jeg også gøre det samme med et bræt, der ligger på et bord, men en kasse med mange rum i kunne også bruges til opbevaring af tråd. Eller måske skulle jeg bare tage nogle tomme mælkekartoner, fjerne en af siderne og stille trådrullerne ned i "mælkekartonkasserne"? Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg finder nok på noget, efterhånden som jeg får taget billeder af og sorteret resten af sytråden. Jeg hører i hvert fald gerne om gode idéer til opbevaring af håndarbejdsmaterialer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...