lørdag den 29. december 2012

Spiralsokker

   Hjemme hos os har vi en sokkekurv i entréen med tykke sokker til både husets beboere og evt. gæster. Derfor strikker jeg mest spiralsokker til sokkekurven, for de er uden hæl og kan derfor passes af de fleste fødder. 
   Det sidste par sokker, jeg har strikket, var af noget uldgarn fra Kvickly, som passede fint til pind 5,5. Jeg har ikke tidligere strikket sokker af dette garn og med denne pindestørrelse, så derfor skrev jeg ned, hvordan jeg gjorde. Jeg fandt frem til, at 32 masker var passende, og så gik jeg ellers igang. Opskriften vil jeg gerne dele, og den er her:

Spiralsokker

100 g (2 nøgler) Uldgarn Ideas Daily fra Coop (100 % uld).
Strømpepinde 5,5.

Slå 32 masker op fordelt på fire pinde. (Det kan selvfølgelig også være på tre pinde, men for en gangs skyld syntes jeg, det var rarest at strikke på fire pinde).



Der strikkes rib (2 r, 2 vr), som forskydes hver gang, der er strikket tre omgange. Ribmønstret strikkes altså over 12 omgange således:



1.-3. omg: Strik *2 r, 2 vr*. Gentag fra * til *.

4.-6. omg: Strik *1 vr, 2 r, 1 vr*. Gentag fra * til *.

7.-9. omg: Strik *2 vr, 2 r*. Gentag fra * til *.

10.-12. omg: Strik *1 r, 2 vr, 1 r*. Gentag fra * til *.



Dette ribmønster strikkes seks gange i alt - eller flere/færre gange afhængigt af, hvor lange sokker man vil strikke.



Herefter strikkes tåen i glatstrik.

1. omg: Strik ret (32 masker i alt).

2. omg: Strik *2 m sm, 6 m*. Gentag fra * til *.

3. omg: Strik ret (28 masker i alt).

4. omg: Strik *2 m sm, 5 m*. Gentag fra * til *.

5. omg: Strik ret (24 masker i alt).

6. omg: Strik *2 m sm, 4 m*. Gentag fra * til *.

7. omg: Strik ret (20 masker i alt).

8. omg: Strik *2 m sm, 3 m*. Gentag fra * til *.

9. omg: Strik ret (16 masker i alt).

10. omg: Strik maskerne sammen to og to. (Der er herefter 8 masker tilbage).

Bryd garnet og træk garnenden gennem maskerne.

Strik en sok mere.

God fornøjelse!

lørdag den 1. december 2012

En pose til en magnetomrører

   I dag har jeg syet en stofpose til opbevaring af en magnetomrører. Ved morgenbordet nævnte kæresten nemlig, at han jo lige havde fået tilsendt sin nye magnetomrører (magnetic stirrer; det danske ord må være "magnetomrører", medmindre der findes en officiel oversættelse, som jeg ikke kender), og at han nu manglede en stofpose til at opbevare den i. Egentlig sagde han, at han gerne bare ville have lidt hjælp til at sy sådan en, hvis jeg nu ikke selv havde tid til det, men jeg tænkte, at det jo var et projekt, som jeg sagtens kunne lave, selv hvis husets to-årige ville være med.
   Altså gik sønnike og jeg på jagt efter stof i gemmerne, og så hjalp vi hinanden med at sætte nåle i de udklippede stofstykker, så jeg kunne sy dem sammen, mens han undersøgte, hvor mange knappenåle der kunne være på bordet. Vi var et rigtig godt team, og resultatet blev en fin pose til magnetomrøreren. 
   Dette får mig til at tænke på, at man egentlig burde give gaver i stofposer i stedet for gavepapir. Eller i viskestykker, tørklæder og håndklæder i stedet for gavepapir. I hvert fald i en indpakning, der ud over at se flot ud, også kan bruges til noget, når gaven er pakket ud. Idéen er hermed givet videre!

fredag den 30. november 2012

Lys



   Tadaaa! Her er så sønnikes allerførste juledekoration, som han selv har lavet. Han var supergod til at sætte rigtig mange dekorative ting fast i leret, og han var også supergod til at fjerne dem igen(!), men lyset passede han godt på, for han elsker lys!
   Vi har aftalt, at vi først tænder lyset i hans juledekoration i morgen, fordi leret gerne må størkne først (og fordi han lige nu ligger og sover), men jeg vil alligevel tænde et lys i aften. Jeg vil tænde et lys for Samuel, som jeg har tilegnet denne blog. Han mistede livet alt, alt for tidligt, men han er i mine tanker, og jeg ville ønske, han kunne have været med til at lave juledekorationer i dag.
   På søndag skal vi også tænde det første lys i adventskransen, og det glæder jeg mig til. Det er sådan en smuk tradition, som jeg gerne vil holde fast i, og jeg er spændt på, om husets yngste vil være med til, at vi på søndag kun skal tænde ét lys, når der nu er fire lys i kransen. 
   Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig adventstid. Må der være lys hos jer alle!

mandag den 12. november 2012

Glæden ved et forklæde

   Så blev der lavet et forklæde til husets yngste. Han er nu to år, og han hjælper allerede meget til i køkkenet, så da jeg lige faldt over en rest stof med rød-hvide køkkentern, var jeg jo nødt til at sy ham et forklæde.
   Jeg har ikke brugt noget mønster, da det var nemt at klippe et forklæde ud af det ternede stof. Stoffet er dog lidt tyndt, så jeg syede vådliggerlagen på bagsiden, og da forklædet var kantet, og jeg havde syet et ombuk på de lige kanter, syede jeg skråbånd i de to buede sider. Båndet om halsen er så stort, at min søn nemt selv kan tage det af og på, og jeg har så sat to trykknapper i, så båndet kan justeres.
   Jeg var ikke klar over, hvor fantastisk det er, når man har sit eget forklæde, før jeg havde syet et til sønnen. Han havde det på resten af dagen, og han hjalp med at lave rigtig meget mad...

lørdag den 6. oktober 2012

Knækbrød med sesamfrø og hørfrø

 
 
For det meste bager jeg knækbrød med en hel masse kerner i, men i dag havde jeg lyst til at eksperimentere, og det kom der denne opskrift ud af:

Ingredienser:
  • ½ dl sesamfrø
  • ½ dl hørfrø
  • 2½ dl rugmel
  • 2 dl hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 dl vand
  • 1 dl olie
Fremgangsmåde:
  1. Rør sesamfrø, hørfrø, mel og bagepulver sammen i en skål.
  2. Tilsæt vand og olie, og rør dejen godt sammen.
  3. Del dejen i tre dele. (Det er rigtigt nok; dejen skal være klistret). Læg et stykke bagepapir på bordet foran dig. Læg derefter en tredjedel af dejen op på papiret og læg endnu et lag bagepapir ovenpå.
  4. Rul dejen ud mellem de to stykker bagepapir, læg det hele over på en bageplade og fjern det øverste lag papir.
  5. Gør det samme med de to andre dele af dejen.
  6. Skær dejen ud i firkanter med en pizzaskærer, og bag knækbrødene i ca. 15 min. ved 200º C.

   Egentlig havde jeg forventet, at dejen kun ville fylde to bageplader, når den blev rullet ud, men i stedet for havde jeg til tre plader. (Jeg havde også rullet dejen tyndere ud, end når dejen indeholder fem forskellige slags kerner).

   Det er nemt at bage knækbrød, og så tager det endda heller ikke ret lang tid. Hvis du ikke har prøvet det før, skulle du tage at kaste dig ud i det - og dele din opskrift med mig, hvis du finder på noget godt.

God fornøjelse - og velbekomme!

lørdag den 25. august 2012

Posten kom med en tidlig fødselsdagsgave


   Min mor er superdygtig til at strikke, og indimellem får jeg så en dejlig overraskelse med posten i form af en ny, strikket trøje eller bluse, som hun lige tænkte, at jeg kunne bruge. Nogle mennesker ville hade at få den slags uventede gaver, men jeg elsker dem, for min mor er god til at vælge lige netop den trøje, der passer til mig, og så... ja, så er hun jo bare rigtig god til at strikke!
   Jeg har ikke købt tøj siden, før jeg var gravid med vores søn, og lige pt. er der lavvande i kassen hos os, så hvis jeg overhovedet tænker på at købe tøj, er det til vores søn, men i dag kom der så en overraskelse med posten fra en helt uventet kant! Min ene lillebror havde været på indkøb, og så havde han set - og købt! - et par bukser og en bluse, som han tænkte, at jeg nok kunne bruge - og tøjet passer helt perfekt! (Nå, ja; han havde jo konfereret med vores mor mht. min størrelse m.m., men han havde valgt helt rigtigt; tøjet er lige mig!) Se, det var en dejlig overraskelse!

mandag den 20. august 2012

Bogtip: "Min fynske barndom"


   For noget tid siden genlæste jeg "Min fynske barndom" (1927) af den danske komponist, Carl Nielsen (1865-1931), og hvis du ikke har læst den endnu, vil jeg gerne opfordre dig til at gøre det. "Min fynske barndom" er en smuk erindringsbog, hvori Carl Nielsen åbenhjertigt og med en fin sans for detaljen beretter om, hvordan han som lille dreng kom til at spille violin, men også om slåskampe efter skole, slagtningen af en gris, arvet tøj, sygdom, arbejdet som regimentsmusiker i teenageårene, hjælpsomme mennesker og gode oplevelser med musik og mennesker.
   Jeg holder meget af både at spille og at lytte til Carl Nielsens musik, og den fine erindringsbog motiverer kun til at lære mere af musikken at kende. På hjemmesiden www.carlnielsen.dk kan man få en hel del mere at vide om både Carl Nielsens liv og hans musik, og endelig kan jeg varmt anbefale at lytte til - og spille og synge - en masse af hans musik og så selvfølgelig at læse erindringsbogen: "Min fynske barndom", der i øvrigt er filmatiseret med Erik Clausen som instruktør.

søndag den 19. august 2012

Strikkelyst


   Restegarn kan bruges til meget - og meget restegarn kan bruges til rigtig meget! Udover at have fået strikket nogle flere vaskeklude, karklude og en hue, fik jeg i sidste uge strikket en lilla nederdel, model "Snowbell" fra Drops. Jeg har nemlig besluttet, at jeg skal have brugt hele mit garnlager, før jeg må købe nyt garn. Der ligger nemlig enorme rigdomme i mine garnkurve i form af lækkert garn, der kan bruges til både huer, strømper, vaskeklude, karklude og altså også en nederdel til mig selv.
   Ferien er forbi, så nu kommer der en lang periode, hvor jeg ikke får tid til at strikke så meget, men jeg har nydt min ferie, og jeg har nydt at have gang i strikketøjet igen. Flere i omgangskredsen venter sig, så selvom jeg har travlt i hverdagen, skal jeg nu nok nå at få strikket nogle små barselsgaver alligevel.

tirsdag den 7. august 2012

Vores søn er blevet husejer!


   På sin et års fødselsdag fik vores søn et IKEA-køkken, og nu - endnu ikke fyldt to år - er han også blevet husejer! Min kæreste og jeg har nemlig bygget (læs: samlet) et legehus til sønnen, fordi vi pludselig faldt over et rigtig godt tilbud, hvor vi bare måtte slå til. Legehuset blev købt, hjembragt i trailer, og vi samlede det i løbet af få timer. Sønnen syntes, at det hele var mægtig spændende, selvom han i starten faktisk ikke helt vidste, hvad vi var ved at lave. Stor var hans glæde, da han opdagede, at han havde fået et legehus - og så endda med en dør i, der kan åbnes og lukkes rigtig mange gange! Min kæreste malede legehuset med træbeskyttelse, og som prikken over i'et syede jeg rød- og hvidternede gardiner til legehuset. Glæden ved at være blevet husejer er stor for den knap to-årige, og min kæreste og jeg er faktisk stolte af, at vi kunne gennemføre projekt legehus. Vi lærte en masse af det, og det var sjovt at være praktiske sammen.

fredag den 3. august 2012

Strikkede vaskeklude

   Gul er den gennemgående farve i vores badeværelse, og da der var både gul og orange i garnkurven, var det de farver, der i første omgang kom på pindene, da jeg for et par dage siden kom i strikkehumør. Jeg strikker nemlig vaskeklude af en del af mine bomuldsgarnrester.

   Dengang jeg endnu ikke havde ret meget erfaring i at strikke, var det svært at finde opskrifter på begynderprojekter. Derfor kommer her min opskrift på, hvordan jeg strikker vaskeklude, for det er nemlig slet ikke så svært at gå til:

Materialer: bomuldsgarn og strikkepind nr. 2,5.

Slå 56 masker op og strik 2 pinde r.
Strik derefter mønster:
1. pind: Strik 2 r, *4 vr, 4 r* og gentag fra * til * til der er 2 masker tilbage. Slut af med 2 r.
2. pind: Strik 2 r, *4 r, 4 vr* og gentag fra * til * til der er 2 masker tilbage. Slut af med 2 r.
1. og 2. pind gentages 2 gange til der er strikket 6 pinde i alt. Der er nu strikket den første række bestående af 13 felter med en kant (to retmasker før og efter de 13 felter).

Nu strikkes mønstret modsat således:
1. pind: Strik 2 r, *4 r, 4 vr* og gentag fra * til * til der er 2 masker tilbage. Slut af med 2 r.
2. pind: Strik 2 r, *4 vr, 4 r* og gentag fra * til * til der er 2 masker tilbage. Slut af med 2 r.
1. og 2. pind gentages 2 gange til der er strikket 6 pinde i alt. Der er nu strikket den anden række bestående af 13 felter med en kant (to retmasker før og efter de 13 felter).

Der veksles nu mellem de to mønstre til der i alt er 13 rækker med 13 felter.
Derefter strikkes 2 pinde r.
Luk af.

   Størrelsen på mine vaskeklude er 21 x 23 cm, så de er ikke så store, men sådan kan jeg godt li' dem. Måske finder jeg på et andet mønster næste gang, men jeg strikker oftest vaskeklude som ovenfor beskrevet.

tirsdag den 24. juli 2012

Turen går til baghaven

   Solen skinner, det er varmt, og vi er hjemme i vores ferie. I år går turen nogle dage til zoo, hvortil vi har årskort, og andre dage kommer vi ikke uden for matriklen. I dag gik turen f.eks. til baghaven, hvor der blev dækket op med sønnens fine testel. Vi nød at drikke vand og spise melon og kage (efter opskrift fra bogen "Sundt sødt" - se tidligere blogindlæg) lige midt i vores egen baghave. Humøret var højt, så det skal vi helt sikkert snart prøve igen.

onsdag den 11. juli 2012

En fantastisk chokoladekage!


   Den bedste chokoladekage, jeg nogensinde har smagt, har jeg bagt i dag! Og så er den endda glutenfri, da der ikke er mel i. Den er nemlig lavet på sorte bønner, og den smager fantastisk!
    For noget tid siden læste jeg om en dame, hvis yndlingskage var lavet af sorte bønner. Jeg har forlængst glemt resten af artiklen, men det dér med sorte bønner i en kage vakte min nysgerrighed og interesse, så jeg googlede mig frem til nogle opskrifter, og den, jeg afprøvede i dag, var et hit! Du kan finde opskriften her: Sukkerfri chokoladekage på sorte bønner.
   Det sværeste ved denne opskrift er at skaffe de sorte bønner, men kan man ikke finde dem i sit lokale supermarked, er der hjælp at hente via nettet, fx. her: Sorte bønner.
   God fornøjelse og velbekomme!

fredag den 15. juni 2012

Kærlighed ved første blik


   Vi er så heldige, at vores søn arver tøj fra min kusines børn. Det er lidt lige som juleaften, når der kommer en sæk med tøj i lige præcis de størrelser, vores barn har brug for lige om lidt. Så bliver alt tøjet taget ud af sækken, og moren tager stilling til, hvor tøjet skal opbevares, indtil det skal bruges. Nogle gange er der endda noget tøj, som han kan passe med det samme, og så er det næsten som en ekstra fødselsdag! Det er fantastisk, at min kusine tænker på os og forærer os tøjet, for det gør virkelig gavn, og vi sparer en masse penge.
   I dag fik vi en ny sæk med tøj, og straks blev alt tøjet taget ud og lagt i bunker på gulvet og taget i øjesyn. Midt i det hele kom sønnike ind ad døren, og det var absolut kærlighed ved første blik, da han med et stort smil spankulerede hen over bunkerne, greb fat i en sølvfarvet jakke, der pt. er et par størrelser for stor til ham, og forsøgte at tage den på. Han havde en jakke på i forvejen, men den sølvfarvede jakke kunne han slet ikke stå for. Jeg fik sagt et eller andet med "for stor" og at "lægge den på plads", men med jakken i hånden drønede han bare ud i haven, hvor faren hjalp ham med at få den på - uden på den jakke, han havde på i forvejen.
   Nu hjælper han sin far med forskellige gøremål i haven - med to jakker på, og den nye, brugte, sølvfarvede jakke er selvfølgelig yderst, så man kan se den. Det er godt, at det blæser lidt, for det må altså være varmt med to jakker på i dag...!

lørdag den 5. maj 2012

Oregano og timian


    Min græsplæne er på ingen måde egnet som fodbold- eller golfbane, for det er den alt for broget til. Til gengæld gror der både tusindfryd og oregano i den - foruden de jordbærplanter, der har sået sig selv. Og lige som i så mange andre haver er der i perioder mælkebøtter og tidsler, men de bliver gravet op, fordi de ikke skal brede sig lige dér, hvor jeg gerne vil gå med bare tæer til sommer! -Men hvad der ellers kommer op blandt de mange græsstrå, har jeg det fint med. Oregano er f.eks. et dejligt krydderi, som jeg godt nok høster fra mit krydderurtebed, men jeg kunne i virkeligheden lige så godt hente oregano i græsplænen, når jeg skal bruge det i min madlavning.
   I mit krydderurtebed er der også timian, og så har jeg i øvrigt placeret timian to andre steder i haven, fordi timian, udover at smage godt, er et smukt og velduftende bunddække. I går opdagede jeg så, at både timian, citronmelisse, oregano og mynte havde sået sig selv mellem fliserne i den ene ende af terrassen, så jeg valgte at høste fra terrassen og bruge noget af udbyttet til dagens madlavning. Det er altså fantastisk, når man bare kan gå ud i haven og plukke sine krydderurter! Og så kan krydderurter endda bruges til meget mere end simreretter. En smule krydderi i brøddejen kan nemlig også være rigtig lækkert, og mine nybagte knækbrød, som fik en lille smule timian i dejen, smager fantastisk! 
      
 

mandag den 12. marts 2012

Hav en dejlig dag!


    Solen skinner, og jeg har sovet en time ekstra i nat. Fuglene kvidrer, og de ting, der stod i min kalender for i dag, er blevet aflyst, så pludselig har jeg fået en masse tid for mig selv. Det er længe siden, jeg har haft det, og jeg har nydt hvert sekund. Det har været en skøn formiddag, og jeg har haft ekstra god tid til at øve på mit instrument. Ah! Det er fantastisk at have god tid til både etuder og skalaer, klangfarver og nuancer. Jeg vil lige nyde en kop te, og så vil jeg fordybe mig i musik af Telemann og J.S. Bach. Jeg ønsker alle en rigtig god dag!

lørdag den 3. marts 2012

Vasker du også legetøj?


   Jeg er et af de mange mennesker, der aldrig kommer helt til bunds i bunken af vasketøj. Uanset hvor mange systemer, jeg finder på, er der altid en kategori af tøj, der skal vaskes for sig, bedst som jeg tror, at nu er jeg kommet til den sidste vask for denne omgang. Egentlig har jeg ikke noget imod at vaske tøj, men jeg undrer mig til stadighed over, at vasketøjet bare sådan hober sig op. Det er som om, at kurvene med snavsetøj bliver fyldte, bare man går forbi dem!
   Men jeg vasker jo også tøj, der ikke når at komme i snavsetøjskurvene. F.eks. sengetøj, overtøj, barnevogsnbetræk og legetøj! Og det er faktisk mig selv, der vælger at vaske legetøj, selvom min søn også af og til putter nogle sjove ting i vasketøjskurven. Forleden fandt jeg en gryde, et låg og en grydeske i den ene kurv. De skulle selvfølgelig også vaskes, så det havde han jo egentlig tænkt helt rigtigt, men jeg må indrømme, at jeg vaskede tingene i hånden i køkkenvasken. Derimod vil jeg gerne vaske hans tøjdyr indimellem, og det har jeg gjort i dag. Og meget vasketøj eller ej... Man kan altså ikke undgå at blive glad, når man bagefter ser nogle søde tøjdyr på tørresnoren. 


torsdag den 1. marts 2012

Forår



   Kender du den følelse, når det bare bobler af glæde inden i en? Sådan har jeg det i dag. I dag er det nemlig den første rigtige forårsdag ifølge kalenderen. Det er helt fantastisk, hvad den dag gør ved mange menneskers humør! Selvom der har været små forårsbebudere i naturen i noget tid, så er det som om, at det først er helt rigtigt, når vi begynder på den første forårsmåned. At der så måske kan komme sne og koldt vejr senere gør ikke så meget. Det vigtigste er, at vi lige nu bliver bekræftet i, at det er forår! Ikke bare ved at kigge i kalenderen, men også ved at mærke det!
   
Da jeg gik med barnevognen i morges for at følge min søn i dagpleje, blev vi nærmest eskorteret af fuglesang hele vejen! Det var meget smukt. Nu skinner solen, og jeg kigger op og mærker, at det er forår!

mandag den 27. februar 2012

Muffins fra bogen "Sundt sødt"


   Hjemme hos os har vi fravalgt tilsat sukker i vores mad, og vi kommer heller ikke salt i den mad, vi serverer for vores 1-årige søn, hvilket har bevirket, at vi selv har fået minimeret vores forbrug af salt. Det kan lyde som en ubehagelig begrænsning, men det er faktisk rigtig godt for os! Alle begrundelser for og imod salt og sukker i maden til børn og voksne vil jeg ikke komme ind på her, for det kan du læse om så mange andre steder, men jeg vil gerne skrive om, hvor glade vi er for vores (fra)valg.
   Når man ikke pr. automatik kommer salt i maden, finder man faktisk ud af, hvordan de forskellige ingredienser egentlig smager. I begyndelsen kan man godt savne den salte smag, men efterhånden vænner man sig til at kunne skelne flere smagsnuancer fra hinanden, og det føles rigtig godt. Nu er det en større nydelse, når jeg så drysser lidt salt - f.eks. sydesalt fra Læsø - på min mad.
   Når trangen til noget sødt melder sig, vil vi selvfølgelig også gerne have noget sødt, og det kan sagtens lade sig gøre, selvom vi ikke bruger sukker.
   For et par dage siden havde vi gæster, og jeg fik lyst til at bage, og det skulle jo bare være uden sukker, men det endte også med at være uden gluten og uden laktose. Jeg har nemlig foræret mig selv en fantastisk bog med opskrifter på søde sager lavet uden hvede og sukker, men af rene råvarer. Det er "Sundt sødt" af Pia Krøyer, og bogen er udkommet på Politikens Forlag d. 3. januar 2012. Den indeholder opskrifter på bl.a. kage, muffins, energibarer, kolde drikke og is, og alle opskrifter er ledsaget af fine billeder af lækkerierne. Jeg bagte to forskellige slags muffins til stor nydelse for både gæsterne og os selv, og jeg glæder mig til at prøve flere opskrifter fra bogen.

Gem et lille smil


   Velkommen til min blog, "Gem et lille smil", der handler om de små ting i hverdagen, der bringer glæde.
   At se min 1-årige søns mod på livet og fascination af alt, hvad han får øje på, gør mig glad. At spille musik, drikke en kop te eller få et kys af min kæreste gør mig også glad. Der er så mange små ting at glæde sig over, men i en travl hverdag kan de være svære at få øje på.
   Der er erantis og vintergækker i min have, og de er til at få øje på. De lyser op og får mig til at drømme og til at lægge en masse planer. De små forårstegn giver nemlig inspiration og masser af energi.
   Noget andet, der gør mig glad, er, når jeg kan dele mine oplevelser og erfaringer med andre. Det kan jeg f.eks. bruge denne blog til. Jeg glæder mig til at blogge, og jeg glæder mig over, at det er ved at blive forår.

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...